Optakt til bukkejagten 2011

Her en lille fortælling fra sommeren 2010 som optakt til den forestående bukkejagt.

Endelig kommer jeg frem til stigen, en ældre sag med grønne algebeklædninger på de fleste brædder. Gad vide om den kan holde tænkte jeg, en tanke jeg i øvrigt tænker hvert år når mine støvler rammer den vaklende stige.

Jeg kommer på plads i stigen og nyder varmen fra forårssolens stråler, den stod stadig højt over trætoppene. Engen summede af liv og ikke en vind rørte sig, det virkede som om engens forårskåde flora og dyreliv sugede varmen til sig, for herefter at eksploderede af liv. En lille mus masede rundt under de tørre blade nede foran stigen, duerne fløj på tværs af engen og insekterne sværmede overalt. Jeg blev i tvivl om jeg havde taget for meget tøj på, skjorten klistrede til ryggen og jeg følte nærmest jeg dampede. Det er næsten ikke til tro, at jeg for blot 4 måneder siden stod her, på den samme eng med dryppende næse og iskolde tæer i gummistøvler der var halvt begravet i sne, mens den kolde tørre vind skar i ansigtet og nærmest forgreb sig på den åbne og nøgne skov bag mig. Engen var som forvandlet, en anden verden, mild, Imødekommende og fuld af liv.

På engen gik en lille gaffelbuk og 2 råer med hver to lam fra sidste år. Med jævne mellemrum afsøgte jeg skovkanten med kikkerten. Jeg bruger min kikkert meget når jeg er på jagt, mange af de bukke jeg har nedlagt, er kun blevet nedlagt fordi kikkerten bliver brugt flittigt. Specielt når jagten udøves målrettet efter ældre bukke, er kikkerten et uvurderligt værktøj. Ofte blotter ældre bukke sig ikke på åbne områder, tværtimod holder de sig til den lidt tættere bevoksning og tit er det kun en ryg, et øre eller andre dele af bukken, der afslører dens tilstedeværelse.    

       

Skyggerne fra træerne blev efterhånden længere og strakte sig ud over engen, den lune forårs aften var blevet kold en kold fornøjelse. Der var nu helt stille i skoven og kun 5 min til lukketid. Pludselig træder endnu et dyr ud på engen. Jeg kan skimte ”noget” mellem ørene, kikkerten ryger hurtigt op, jo det er en pæn buk. I aftensolens sidste stråler ser han nærmest rød ud, det er et ældre dyr med en grov kantet kropsbygning, kraftig hals og en pæn opsats. Min puls går fra 50 til 200 på under 2 sekunder, hjertet hamrer i brystet og jeg tager mig selv i, at sidde og pruste som om jeg havde løbet et maraton. Forsigtigt lægges riflen an, han er ude på 150 meter og da jeg har godt anlæg på skydestigen, kan jeg relativt nemt holde krydset stille på bladet. Jeg lader kuglen gå og bukken går ned i knaldet, han er ramt i ryggen, nerverne er flået over og han er stendød i knaldet. Dyrene på engen stopper op og deres sanser skærpes, de kigger rundt, det er tydeligt, at de har svært ved at bedømme ”faren” ved det øredøvende brag der rungende bryder stilheden i den ellers så stille skov.

 Jeg afventer 5 minutter inden jeg forlader stigen og bevæger mig imod bukken, først da jeg træder ud af træernes skygge fortrækker de resterende dyr i elegante spring. Jeg afsøger systematisk engen foran mig og må som altid gå lidt søgende rundt, indtil jeg kan skimte den karakteristiske rødgyldne pels bryde engens grønne nuancer.

Jeg sætter mig ved bukken og nyder synet af det flotte dyr. Det er det her, vi bukkejægere går og venter på hele vinteren. En flot buk forendt på den grønne eng, i smukke omgivelser som har været hans revir gennem hele hans liv.


Jeg er klar over, at befolkningens holdning til jagt er meget blandet, men her ligger et dyr som har levet frit, spist af skovens forråd gennem hele livet og som har videreført sine gener igennem flere år, før jeg sendte ham til de evige jagtmarker. Set i forhold til kødet i supermarkedet ligger her et dyr, som min familie og jeg kan spise, helt uden at føle ubehag, tværtimod.  


God seksender